Etisk egoisme

Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres. Hvis ikke der tilføjes kilder, vil artiklen muligvis blive slettet (marts 2018) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)

Etisk egoisme er en retning indenfor den normative etik, der tager det standpunkt at den eneste moralsk rigtige handling, er den som maksimerer agentens egen velfærd. Den etiske egoisme er i kraft af at den udelukkende fokuserer på konsekvenserne af agentens handling en form for konsekventialisme. Argumenter for den etiske egoisme er blandt mange andre, at den umuliggør ting som krig og totalitære regimer.

Den rationelle egoist vil handle således at hans egen velfærd altid maksimeres. Defintionen på velfærd er her mere entydig end i utilitarisme, fordi denne defintion i sagens natur er op til agenten. Man kan ligesom i utilitarismen skelne imellem hedonistisk, præferentialistisk og perfektionistisk velfærd.

Det største problem ved den etiske egoisme er, at den kan afvises fuldstændigt ud fra rent matematiske beregninger. Konklusionen er altså, at en verden af etiske egoister ikke ville være et bedre sted.

Den etiske egoisme ses oftest i sin afart "egoistisk kontraktualisme," der baserer sit etiske fundament på kontrakter indgået af egoistiske individer, som indgår aftaler til alles individuelle interesse. Kontraktulismen påpeger, at intet forhindrer den rationelle egoist i at samarbejde med andre egoister, for divergerende mål vil ikke nødvendigvis betyde, at man ikke kan drage fordel af et samarbejde.